Dette er halvdelen af et par. Den anden halvdel skal hænge i et andet hjem, i sin egen ramme, og de to skal sættes i gang samtidig og derefter drive fra hinanden så langsomt, at ingen kan se det ske. Rammen findes ikke endnu, så den anden skive står tom — og værket tæller i stedet, hvor længe denne halvdel har ventet alene.
Live. Der er ikke noget at trykke på. Det er også en del af det.
Lysringen på væggen er installationens LED-halo (24 dioder bag rammen) — her simuleret 1:1 i software, drevet af de samme signaler som den fysiske ring får, når hardwaren hænger på væggen.
Der er ingen opdigtet afdrift og ingen demo-tilstand med to ure. Den tomme skive er tom, fordi den er tom. Det er den eneste ærlige måde at vise et halvt værk på, og ventetiden er allerede en del af det, når den anden dag hænger.
Felix Gonzalez-Torres hængte i 1991 to identiske batteridrevne ure side om side og satte dem i gang på samme sekund — »Untitled (Perfect Lovers)«. De gik ens i lang tid. Så begyndte det ene at gå en anelse forkert, og til sidst stod det stille. Værket handlede om hans kæreste, som var ved at dø af aids.
Skiverne kobles sammen, den tomme halvdel bliver til den anden, og afdriften mellem de to hjem begynder at blive talt. Til den tid står tallet for, hvor længe der blev ventet, allerede på skærmen.
Dette er ét ansigt af Cosmedelic — en rund skærm i en guldramme på en væg, drevet af en Raspberry Pi, der roterer mellem sine instrumenter. Alle værker deler samme kontrakt: intet verificerbart påstås, medmindre det er sandt.
← Se hele Cosmedelic Åbn instrumentet i fuld skærm ↗