Figuren er unik: dens form er regnet ud af det øjeblik, den blev til, og den har aldrig eksisteret før. Straks begynder værket at glemme den. Linjerne forsvinder én ad gangen efter Ebbinghaus’ kurve fra 1885. Rører nogen skærmen, bliver den genkaldt, og hukommelsens styrke vokser, så næste glemsel tager længere tid — ægte spaced repetition med voksende intervaller.
Live. Rør skærmen for at genkalde figuren. Seks genkald, og den er lært og kan aldrig mere gå tabt.
Lysringen på væggen er installationens LED-halo (24 dioder bag rammen) — her simuleret 1:1 i software, drevet af de samme signaler som den fysiske ring får, når hardwaren hænger på væggen.
Hver figur, ingen nåede at røre, er borte for altid: ikke gemt, ikke arkiveret, væk. Tilbage står én linje i protokollen med et navn og to datoer — navnet, så den kan sørges over ved navn. Værket kan ikke fortryde det, og det er hele pointen.
Genkaldes en figur seks gange med voksende mellemrum, flytter den op på hylden og bliver stående, så længe værket findes. Det er den eneste vej ud af glemslen, og den kræver, at nogen kom forbi seks gange i løbet af et par måneder.
Hermann Ebbinghaus lærte i 1880’erne meningsløse stavelser udenad og målte på sig selv, hvor hurtigt han glemte dem. Kurven R = e^(−t/S) er resultatet, og den er stadig grundlaget for al spaced repetition.
Dette er ét ansigt af Cosmedelic — en rund skærm i en guldramme på en væg, drevet af en Raspberry Pi, der roterer mellem sine instrumenter. Alle værker deler samme kontrakt: intet verificerbart påstås, medmindre det er sandt.
← Se hele Cosmedelic Åbn instrumentet i fuld skærm ↗